Ny beboer

Hjertelig velkommen til Irmabyen og din nye grundejerforening! 

Det følgende er tænkt som en kort introduktion til dig, som har købt eller ønsker at købe en ejendom inden for foreningens område. Læs desuden svarene på ofte stillede spørgsmål under menuen ‘Information’ og punktet ‘FAQ’. Skulle du fortsat sidde inde med et spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte bestyrelsen på kontakt@gfirmabyen.dk. 

Vi håber, at du bliver glad for at bo i Irmabyen!

 

Grundejerforeningens virke
De mange fællesområder i Irmabyen driftes og vedligeholdes af grundejerforeningen. Grundejere, ejerforeninger, andelsforeninger og ejere af udlejningsejendommene er derfor forpligtet til at være medlem af Grundejerforeningen Irmabyen.

I Irmabyen betaler alle boligejere kontingent til ejerforeningerne/grundejerforeningen. Det årlige kontingent til grundejerforeningen beregnes ud fra din boligs størrelse. Bidragssatsen vedtages på den årlige generalforsamlingen i grundejerforeningen, som afholdes hvert år inden udgangen af maj måned. Kontingentet dækker viceværtservice, glatførebekæmpelse og snerydning, rengøring af nedgravede affaldscontainere, tømning og vedligeholdelse af fælles affaldsgårde, drift og vedligeholdelse af foreningens legepladser, træningsanlæg og grønne områder, sociale arrangementer mv.

Grundejerforeningen Irmabyen administreres af Vest Administration. Parcel- og rækkehusejere samt bestyrelsesmedlemmerne i de selvstændige ejerforeninger og andelsboligforeninger kan anmode om adgang til Probo, hvor foreningens referater, vedtægter, regnskaber mv. ligger. Send en mail til info@vestadm.com, som sender dig dine login-oplysninger. 

Parkering ved indflytning i Irmabyen
Parkeringskontrollen i Irmabyen varetages af Unopark. Inden du flytter ind, skal du huske at registrere det køretøj du anvender til flytningen gennem Unoparks system, så du lovligt kan holde foran dit hus eller din opgang mens du læsser dine ting af. Det er ikke tilladt at parkere trailere eller lignende på en af de fælles parkeringspladser, med mindre du har registreret den i UnoParks system.

Du kan i øvrigt læse mere om parkeringsregler og parkeringskontrol i Irmabyen under menupunktet ‘Information’.

Institutioner, skoler og fritidstilbud
Den integrerede institution Børnehuset Espelunden ligger i Irmabyens baghave og deres legeplads grænser op til Irmabyens store park.

For de større børn ligger Valhøj Skole kun 1 km fra Irmabyen, og børnene kan trygt cykle eller gå til skolen via stier og mindre villaveje.

Rødovre Byggelegeplads grænser ligeledes op til Irmabyens park. Efter skoletid fungerer byggelegepladsen som fritidsordning, hvor børnene kan holde kaniner, hjælpe med at passe de mange dyr, spille fodbold, hoppe på trampolin og meget mere.

I retning mod Vestvolden ligger foldboldklubben Avarta, og på Rødovre Parkvej finder du Rødovrehallen, skøjtearena, tennisbaner mm. 

 

Offentlig transport
Bus 9A kører forbi Irmabyen, som har fået sit eget stoppested. Bussen stopper bl.a. på Flintholm st, hvor du kan skifte til metroen.

Den nærmeste S-togstation er Brøndbyøster st, som ligger 1,5 km fra Irmabyen. 

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.